Nyt om vores varme, februar 2014.
Har haft besøg af et par “konsulenter” fra Høje Taastrup Fjernvarme for at få “afmystificeret” spørgsmål og svar omkring vores forholdsvis nye varmeanlæg.
Der er nogle af os der har tilmeldt sig til serviceordningen for fjernvarme og haft besøg af forskellige VVS firmaer og de kommer med forskellige anbefalinger omkring indstilling af vores varme.
Så derfor bad jeg HTF om at komme forbi og fortælle hvad deres holdning er til vores varmeunits.
Det burde jo være en neutral udtalelse og holdning til tingene.
I kan jo tage nedenstående som vejledende og hvis det fungerer fint hos Jer på anden vis er det jo bare herligt.
Pumpen:
Pumpen har 7 indstillinger.
3 faste indstillinger til venstre markeret med I, II og III.
4 variable i højre side, stigende fra 1-4 trin.
I den kolde periode bør/skal pumpen stå på trin 3 eller 4 i højre side som også er den anbefalede indstilling fra leverandøren Grundfos.
Dette grundet vores gulvvarme i hele huset.
Vores står ex. på 4 på den variable indstilling da vi har en meget lang varmekreds/gulvvarmeslange til stuen som ligger længst væk fra pumpen og samtidig er et “koldt rum” da der er mange m2 ydervægge/glaskarnapper her som kræver at der skal fyldes ekstra meget varme her ind for at kompensere for dette.
Om sommeren når der er slukket for varmen kan pumpen stå på den mindste indstilling på den variable så pumpen kører med det laveste tryk da der ikke er samme behov for opvarmning som om sommeren.
Pumpen bør ikke stå helt stille/være slukket i længere tid for så kan den blive ødelagt når den startes op igen.
Termostat-indstilling
Termostaten på gulvvarmen bør stå mellem 1,5 og 2,0 og evt. højere hvis man synes det er meget koldt.
Det giver en fremløbstemperatur på mellem 30-35 grader og bør ikke være højere da det kan ødelægge trægulvene.
I de meget kolde perioder kan man skrue lidt op og når det er som nu måske skrue lidt ned. Vi har jo ikke nogen automatisk styring så det kræver at man skruer lidt op og ned ind i mellem efterhånden som temperaturen udenfor ændrer sig.
Husk blot på at det jo tager 8-12 timer fra man ændrer på temperaturen til det kan mærkes.
Der kan købes en automatisk styring til vores units som koster ca. kr. 5.000,- men spørgsmålet er om det er pengene værd eller om det er lettere og billigere at gøre det selv.
Det er er jo individuelt men så ved I at det er en mulighed.
Om sommeren lukkes der for ventilen lige til højre for termostaten hvorefter termostaten skrues helt op på 5 så den står åben uden at der tilføres varme til huset. Den ventil der skal lukkes for har jeg en grøn seddel siddende på hvilket jeg gætter på I også har.
De 2 nye vekslere vi har fået er til hhv. vand og varme.
Det er de sorte kasser med isolering på der sidder på varmeuniten.
Den der er til det varme vand holder længere end den til det kolde vand/brugsvand for det vand som fjernvarmen benytter er “dødt” vand uden kalk.
Den der bruges til det kolde vand er med “normalt” vand og derfor meget kalkholdigt.
Den skal vi nok regne med skal renses hvert 5-6 år, måske længere.
Behovet for rensning ses når forbruget stiger eller der evt. ikke er så meget tryk på jeres vand, men der går jo nogle år endnu før det bliver aktuelt.
Hvis det virker som om der er fejl på Jeres anlæg så kontakt HTF med det samme.
I har jo alle sammen fået en aflæsningstabel og kan følge med også på nettet så hvis der er noget der afviger meget fra det så kontakt dem da det kan blive dyrt hvis I venter med at få det ordnet.
HTF kan se hvis der er fejl på vores systemer men de kigger ikke dagligt på vores anlæg og kan derfor ikke lastes hvis der går 2-3 måneder inden de opdager en fejl.
Det var vist lige lidt om varmen for denne gang.
Men husk at det kun er vejledende og I gør jo som I finder bedst hos Jer selv.
Hygge – foråret er måske lige om hjørnet.
Jan